Spørgsmål og svar

Hvordan får i hunden til at stå stille? Derhjemme kan vi ikke gøre noget ved den. Binder i den, eller bedøver i?

Faktisk gør vi ingen af delene, men vores mangeårige erfaring med alle forskellige racer gør, at vi stort set er i stand til at få det bedste ud af hvert enkelt individ.
Derforuden er vi fremmede for hunden, dvs. dens sædvanlige “mønster” automatisk bliver brudt, og denne nye situation, bevirker vi får en anden tilgang til jeres hund, end i selv har.

Min hund vil ikke stå stille når jeg forsøger at børste den. Den løber væk, bider efter børsten eller piver når jeg forsøger.

Det er altid en god ide, at have hunden på et bord. Lav en bestemt plads, som kun er til dette formål. Sørg for der er et skridsikkert underlag, enten i form af en rest gulvtæppe, el.lign.


  • Gør det til en hyggelig stund. Tal roligt og afbalanceret til jeres hund, og beløn med ros, evt. med godbid, NÅR DEN GØR DET ØNSKEDE, og i samme sekund. Korrekt timing af ros, er et af nøgleordene for at få jeres hund til at forstå hvad i ønsker.
    Ignorer så vidt muligt uønsket adfærd og krediter det i gerne vil have.


  • De er vigtigt at være vedholdende. Hver gang hunden får succes med at hoppe ned/bide efter børste, kam eller endnu værre, jeres fingre, kræver det endnu mere tid at rette op på denne adfærd.


  • Fortsæt det i har gang i, men vær sikker på i ikke overskrider hundens grænser, f.eks. ved at: rykke for hårdt i en filt, at trække benene for højt op eller langt ud.
    Når hunden har tillid til i gør hvad i kan, for at gøre det så behageligt som muligt, vil den automatisk tillade mere og mere.


  • Start med få minutter af gangen, men gerne hver dag. Efterhånden kan i formentlig nøjes med 1 – 3 gange ugentligt, afhængig af pelstype. Tiden øges gradvist.

Hvad er forskellen på at klippe og trimme?

Trim, er det man foretager på terriers og andre ruhårede raver. Dvs. man plukker/trimmer den gamle, “døde” pels, så den nye pels kan komme op.
Bliver en trimmepels klippet, vil den gamle pels blive siddende i hårsækkene, og der er ikke plads til at den nye pels kan vokse op med den rigtige struktur.
Den nye pels vil blive tyndere og mere blød, og vil miste sin vand og skidtskyende funktion.

OBS! Enkelte terriers/trimmehunde har en pels som ikke kan og bør trimmes, af hensyn til hundens velbefindende. Det kan skyldes en medfødt “forkert” pels, allergisk reaktion ved trim, eller ganske enkelt at hundens psyke ikke er til at håndtere en trim.


Trim foretages også på spaniels, dog på en lidt anden måde.
Her fjerner man de løse hår på krop, skalle og ben. Der foretages også en del klip på spaniels.

Klipning foretages naturligvis på pudler, men også en del andre racer bliver klippet. F.eks.. bichon Frise, Kerry Blue Terrier, Soft coated Wheaten m.v.

Kan jeg vaske min terrier?

Det kan du godt, dog er det som regel ikke nødvendigt. Hvis den har den korrekte, stride pels, er det i reglen tilstrækkeligt at børste pelsen ren.

Hvis du ønsker at vaske din terrier/ruhårshund, bør det aldrig gøres i forbindelse med trim.

Der bør gå min. 3 uger fra bad til din hund skal trimmes. Underpels og dækpels bliver blandet sammen ved vask og bliver derforuden blød. Begge dele vil umuliggøre trim.

Bad lige efter trim. kan forårsage kløe, så vent mindst en uges tid.

Hvornår skal jeg starte med at lære min hvalp at blive børstet?

Så hurtigt som muligt, lad det blive en naturlig del af hundens hverdag. Ganske kort tid på bordet hver dag den første måned eller til din hvalp er afslappet omkring proceduren.

Kan jeg være der mens min hund bliver gjort i stand?

Desværre nej. Det er ikke nogen god ide. For at vi kan arbejde godt med din hund, er det nødvendigt den kan koncentrere sig om det der sker, ligesom det er vigtigt at den får tillid til os.
Hvis du som ejer er der, mister vi chancen for at blive dens holdepunkt – den vil naturligvis hellere være hos dig, og vi bliver pludseligt til de “fæle”, som forhindrer den i det.
Alle er velkomne til at komme ind og se hvad vi laver, samt naturligvis få fortalt hvad der kommer til at foregå.

Gør det ondt på hunden at blive trimmet?

Det gør det ikke, hvis pelsen er hvad man kalder trimmemoden. Den vil da sidde løst og behandlingen vil være smertefri for hunden.
Er din hund ikke klar til at blive trimmet, dvs. at intervallet fra sidste trim til den næste, ikke er korrekt, kan du risikere at blive sendt hjem med hunden og få en ny tid.
Specielt mht. trimmehunde, er det altid en god ide at få ny tid fra gang til gang, så du sikker på den er trimmeklar.